Det kæmpe menneskelige puslespil

Nogen gange er det små ting, andre gør, som bidrager til, at noget falder på plads på nye måder.

Et eksempel herpå er, at min søde, vilde, vidunderlige veninde Martabolette har draget mig ind i et forløb, hvor jeg kan blive klogere på mig selv. Og ikke mindst på mine handlemønstre. Eller præferencer for hvad jeg går ud i verden med, som hun siger. Jeg bilder mig selv ind, at jeg kender mine rytmer ret godt. Og det viser forløbet også indtil nu. Men men. Ordet præferencer har gjort en forskel for mig. Måske det også gør det for dig?!

En test i forløbet har vist, at jeg – chok, chok – godt kan lide at få ting til at ske. Og lige så vigtigt, at mine handlinger skal gøre en forskel. Jeg vil også altid foretrække at være sammen med andre. Så langt så godt. Men jeg er mindre vild med strukturer, procedurer, med når nogen siger jeg skal have styr på hver detalje, før jeg handler osv.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg har slået mig selv i hovedet med, at jeg ikke som udgangspunkt er struktureret. Jeg har også i et svagt øjeblik sagt til mig selv, at jeg i virkeligheden bare ikke “tør” køre solo, fordi jeg stort set altid søger samarbejde. Jeg har sgu nok set det som fejl i min handlemæssige DNA. Ordet præferencer gør en forskel her. For det handler ikke om fejl. Det handler om, at alle mennesker foretrækker nogle handlemønstre mere end andre. Ikke meget anderledes end, at jeg virkelig foretrækker chokolade frem for kål. Det betyder ikke, at jeg ikke med jævne mellemrum laver en gang stuvet spidskål, fordi det er sundere, og jeg jo gerne vil leve længe.  Men er jeg virkelig presset, så er det chokoladen, der er min faste følgesvend. Eller noget 🙂

However – det er skønt at tænke på, at hvis vi alle lærer vores præferencer at kende, kan vi måske slappe af i, at vi ikke kan levere på alle områder. Jeg kan fx få vilde ideer og flyve i høje luftlag sammen med andre, men hvis jeg samtidigt vil have styr på alle detaljer i den proces, så vil jeg meget hurtigt falde hårdt til jorden. Omvendt elsker jeg at møde mennesker, der er hamrende strukturerede og nørdede på den fantastiske måde. For de kan noget, jeg ikke formår uden at øve mig, til jeg får hovedpine. Men de vil heller ikke kunne holde øje med hver detalje, hvis deres hjerne hele tiden prøvede at flyve andre steder hen.

Vi er jo i virkeligheden alle (selvfølgelig ganske unikke ) brikker i et gigantisk puslespil, hvor vi supplerer hinanden på præferencer og kompetencer. I stedet for at fokusere på mangler, kan vi øve os på at 1) finde ro og handle i de mønstre, som er “nemmest” for os og dermed gør os glade, 2) blive skarpere på, hvor vi skal være fokuserede og øve os, hvis det er nødvendigt i forhold til at nå vores mål 3) evt. teame op med nogen, der supplerer os.

Game on 🙂

Der er så meget, vi skal passe på…

Hver dag enten cykler, kører eller løber jeg forbi DF´s plakater med budskabet “Der er så meget vi skal passe på”. Og mit facebook feed er fyldt med debat om denne plakat.

Jeg er pr definition aldrig enig med DF. Jeg brøster mig af at være en rummelig person, men det er jeg ikke, når jeg støder på udtalelser fra dette parti. Jeg lukker i og lytter ikke. Sorry. Jeg er i en uges tid blevet provokeret dagligt over plakaten og prøver nu at lytte til budskabet. Ellers bliver denne kampagne-periode ret ulidelig for mig.

Og DF har ret i selve overskriften. Der er meget, vi skal passe på. Men mon ikke også størstedelen af enigheden ophører der. Her kommer mine bud på, hvad vi virkelig skal passe på i disse tider:

  • Hele verdens børn!!!
  • Vores planet
  • Vores tro på og kærlighed til andre mennesker uanset, hvordan de ser ud, lugter, har af interesser osv. Egentlig også DF´ere 😉
  • Ikke at blive for navlebeskuende
  • Vores alles energi og mentale sundhed
  • Vores kroppe
  • Fællesskabsfølelsen i de store og små sammenhænge
  • At betragte verdens gigantiske udfordringer med unuancerede briller. Og det gælder for alle mennesker, uanset om de har grønne, blå, røde eller sorte overbevisninger…

Hele verden består af forbindelser i forskellige størrelser og udgaver, og alt afhænger af hinanden. Det glemmer vi tit. Vi deler alting op i institutioner, byer, lande, kontinenter osv. Ganske fint for overskuelighedens skyld selvfølgelig. Men det er i princippet indbildning, hvis ikke man samtidigt kan se udover disse konstruktioner. Alting påvirker hinanden. Hvis jeg smider en dåse her, behandler en person dårligt, eller et land kører en meget nationalistisk-rettet politik – jamen så vil det altid påvirke andre sammenhænge. Det må vi aldrig glemme, når vi overvejer, hvad det er, vi skal passe på.

Tro på din handlekraft– og lad aldrig nogen slukke den!!!

Foretagsomhed. Sgu ikke et sønderligt sexet begreb. Men men… Det, begrebet dækker over, er noget af det mest fantastiske, der findes, hvis du spørger mig.

Foretagsomhed – det at mennesker skaber ved at tage aktive initiativer i livet – er noget af det, der holder hjulene i verden i gang. Og gør livet værd at leve!! Handlekraft i form af foretagsomhed er grundlæggende sundt for alle. Ja faktisk ikke bare sundt men nødvendigt for at trives. Det siger lidt sig selv, hvis man kigger på den modsatte side af begrebet, nemlig passivitet, der ikke er godt for nogen.

Mange tænker nok foretagsomhed som tæt linket til iværksætteri, kreativitet og entreprenørskab, og det er skam heller ikke er forkert. Men med denne kobling kan foretagsomhed fremstå, som en kompetence, der kun er få forundt. Og det er det langt fra.

Derimod er foretagsomhed noget grundlæggende menneskeligt. Vi er alle født som aktive væsener med nysgerrighed, kreativitet og lyst til at skabe og eksperimentere. Vi kan bevare og  dyrke vores foretagsomhed, men vi kan desværre også slukke den i os selv og andre.

At være handlekraftig er tæt knyttet op på, at du tror på dig selv og de muligheder, du kan skabe, og denne tro afhænger meget af hvilke oplevelser du har haft i dit liv. Har du overvejende oplevet successer i mødet med nye udfordringer? Både succes og fiasko i forhold til foretagsomhed bliver lagret i vores kroppe og er med til at skabe de følelsesmæssige og kropslige reaktioner, der opstår, når vi står overfor nye udfordringer.

Føler du, at du kan mestre opgaverne, eller bliver du urolig og frustreret? Har du haft rollemodeller omkring dig, der har taget kampen op med udfordringer? Er du mon i rammer, der understøtter følelsen af, at du kan mestre opgaver, at du er forbundet med andre mennesker men også har friheden til at tage initiativer og ansvar?

Vil du dyrke eller genskabe din handlekraft, er det centralt at reflektere over disse spørgsmål. Led efter svarene. Jeg kan garantere dig, at når du så småt får fat på foretagsomheden i dig selv, så føles det – på trods af udfordringer – rigtigt i hver en celle af din krop. Du vil nemlig etablere kontakt din skaberlyst. Det behov, vi alle er født med og er afhængige af for at have det godt.

God arbejdslyst!!!

Den største tjeneste…

Jeg har tit fået at vide, at jeg roser meget. Det er egentlig ikke en bevidst strategi eller noget påtaget for den sags skyld. Jeg kan se muligheder mange steder. Også i mennesker, og jeg bliver så begejstret hver gang, at jeg gerne deler min oplevelse.

Jeg tror på, at alle har masser af kendte og ukendte ressourcer i sig, som de kan aktivere under de rette omstændigheder. En del af at være under de rette omstændigheder er selvfølgelig, at hver enkelt bliver klar over, hvor de har det godt. Men, jeg tror også på, at vi kan gøre meget for menneskerne omkring os ved at tydeliggøre de muligheder, vi ser, og ikke mindst understøtte de drømme, som de giver udtryk for. Jeg prøver virkelig at gøre det for andre, og jeg elsker, når andre gør det for mig.

Generelt tænker jeg også, at den største tjeneste, man kan gøre et fællesskab, er at tro på de andre og hjælpe dem med at realisere deres vej indenfor rammerne af gruppen. Det stærkeste fællesskab består af stærke individer, og det at være et stærkt individ handler bl.a. om at opleve mening og overensstemmelse mellem ens værdier, det man laver og de mennesker, man er sammen med. Med andre ord at man kender sig selv, sin retning og kan leve efter dette i fællesskabets kærlige favn.

Disse betragtninger har jeg også med mig i min forståelse af ledelse. En del af lederopgaven er for mig at understøtte hver enkelt på deres vej, og det kræver stor nysgerrighed. Nogle gange også tålmodighed. Ligesom det kan byde på omveje og overraskelser. Det gælder nu uanset, om du arbejder for det i forbindelse med lederrollen eller bare som menneske generelt. Men det er det hele værd. Både fordi det styrker ildsjælen i medarbejderen/mennesket, men også fordi det er vildt livsbekræftende at opleve, når mennesker er i deres helt rette element.

When you´re not even trying.

Har du også været i den situation  – enten alene eller sammen med andre – at du midt i en aktivitet, støder på et indtryk eller en udfordring, der leder dine tanker i helt nye retninger. Og at det faktisk resulterer i nye ideer, som du ikke i din vildeste fantasi, havde forestillet dig? Når jeg er alene, sker det forbavsende tit midt i rengøringen (er med på, at det indikerer, at jeg tit gør rent…). Jeg er målrettet i gang med noget, men så hører jeg måske lige et ord i radioen, støder på en sær ting under sofaen, mens jeg støvsuger, eller noget helt tredje. Og lige der opstår en ide, som jeg – bare to sekunder før – på ingen måde havde i tankerne. Det kan også ske midt i frokosten med en kollega, hvor perspektiver, oplevelser, uheld osv. får samtalen uventede steder hen.

Mennesket kan det her med at komme på ideer ud af det blå, og der er forsket i, hvordan det opstår, og om man mon kan frembringe det “på kommando”. Kan man styre det umiddelbart tilfældige?  Og selvfølgelig kan man skabe processer, der skaber grobund for vilde ideer. Det har jeg gjort i fællesskab med andre masser af gange. Men i forhold til de ideer, der helt uforudsigeligt rammer som et lyn, så handler nogle gange virkelig også bare om at være på det rigtige sted på det rigtige eller forkerte tidspunkt. Og det er svært at vide, hvordan man kommer derhen. Man kan dog oparbejde en åbenhed overfor de moments, hvor lynet rammer. En åbenhed overfor at lytte til ideen og blive i den, så den kan folde sig ud og ikke bare forsvinde ligeså hurtigt, som den kom.

Og det spændende herefter er jo så, om man tør stole på værdien af noget, der er kommet så tilfældigt? Det, tror jeg, kræver en tillid til, at mennesket er skabt til at kunne det her. Og en tro på at ikke alting kommer fra en nøje tilrettelagt proces. Noget opstår på magisk vis bag ved, ovenover, nedenunder vores vante tankerytmer. Men det har  i min optik – stadig stor værdi og kan forandre verden på magiske måder. Hvis vi tillader det.

At være velsignet og forbandet på en gang

Når du skal skabe store ting, er det en kæmpe gave – eller vel nærmest en forudsætning – at være visionær. En kæmpe gave at kunne se alle mulige fremtidige fantastiske scenarier og mærke de billeder så kraftigt i kroppen, at det føles som det eneste rigtige at arbejde i den retning.  På dette punkt er jeg ret godt kørende. Jeg kan se fremtid og muligheder så tydeligt, at jeg nærmest kan fornemme, lugte og mærke det fysisk i min krop. Til tider lykkes jeg endda med at indlemme andre mennesker i disse følelser, så de også får lyst til at arbejde i samme retning som mig.

Med alderen kommer jo også engang imellem en eller anden form for visdom. I hvert fald nogle erfaringer. Og for mig er det blevet tydeligt, at med denne visionære kraft følger også evnen til at se alle mulige ikke ønskelige scenarier. Lige så tydeligt. Hos mig er det dog sjældent, at jeg ser negative scenarier sammen med de positive. På den måde forstyrrer det mig ikke, når jeg skaber. Der kan jeg være en behageligt drømmende realist. Men i andre situationer i mit liv, hvor jeg ikke nødvendigvis har lyst til at se billeder af hverken fortid eller fremtid, kan der danne sig lige så tydelige visualiseringer. Det kan være på højt plan, hvor jeg kan få billeder af, hvor skidt det går for menneskeheden, så jeg kan ryge i afmagt. Eller i mere navlepillende situationer, hvor det bestemt også kan gøre ondt.

Jeg elsker min visionære side. Den gør mig til den, jeg er og giver mig så tilpas meget vildskab i mit blod, at livet er sjovt at leve. Men den kræver også meget af mig. Der er en bagside af medaljen, som jeg ved Gud har prøvet at komme af med. Det kan jeg ikke, da fordelene og bagdelene er så forbundne i mit system. Til gengæld er det så revolutionerede godt blot at erkende, at det bare er sådan, at det ene kommer med det andet. Opgaven er så “blot” , at jeg skal reflektere over min evne og styre den meget bevidst, når den tipper over.

Jeg har mødt mange andre visionære mennesker. Jeg har ikke spurgt, om de oplever det samme. Men lur mig, om det ikke kan være tilfældet. Vi må næsten alle have skabt vores måder at cope med evnen til at danne os meget tydelige billeder. Eller hvad?!

Advarsel: Er ved at blive en fællesskabsnørd. Og jeg elsker det.

Mine erfaringer med at skabe i fællesskab er efterhånden mange. Og jeg genkender en fantastisk energi og samhørighed hver gang. Faktisk på en måde så jeg vil sige, at jeg selv – og dem jeg samarbejder med – virker til at være i deres helt rette element. Så det bilder jeg mig selv ind, at de og jeg er. Jeg kan så godt blive lidt rystet og usikker på den tese, når jeg indimellem lytter til forskellige politiske holdninger – eller bare generelt kigger ud i verden og ser, hvad mennesker gør ved hinanden. Det har ledt mig til at kigge i kloge bøger for at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag. Der må jeg så nok sige, at jeg ikke har en endelig sikker konklusion udover, at jeg virkelig elsker at nørde i teorier om fællesskaber.

Men men. Jeg er dog lidt bestyrket i mine fornemmelser omkring kaldet til at skabe i fællesskab, når jeg lytter til evolutionsforskning, der bekræfter, at mennesket er hypersocialt by nature. Mennesker har haft brug for hinanden for at overleve, og det har gjort, at vi gennem tiderne har forfinet vores evne til at sætte os i andres sted og fungere sammen. Og det ligger nu så dybt i os, at social forbundethed faktisk er et must for os. Ellers trives vi simpelthen ikke.

Og vi kan noget helt særligt sammen. Den fantastiske kombination af vores behov for at connecte og vores evne til at sætte os ind i andres tanker og følelser, gør os i stand til at drømme om og gennemføre selv ekstremt komplekse opgaver sammen med andre. Vores forfædre og –mødre gjorde det. Og vi kan det. Vi ser det jo faktisk hver dag, hvis vi kigger ud over egen brille. Og det er virkeligt fascinerende, hvis du spørger mig.

Det er som sådan ikke, fordi at jeg elsker tanken om i bund og grund at være styret af instinkter. Generelt kan jeg bedst lide at styre mig selv. Men må sige, at jeg mærker så stærk en energi, når man skaber i fællesskab, at det giver super god mening at tro på, at det simpelthen ligger i vores DNA. Og endda så dybt, at vi ikke bare er virkelig gode til det – men faktisk også har brug for det. Og det gør mig ganske lykkelig at tænke på. Og giver mig masser af energi til at nørde videre.

 

Drømmer du også om at arbejde i frie fællesskaber?

Jeg er opdraget med, at mennesker grundlæggende vil hinanden det bedste. Og med en stærkt tro på, at det er i samspillet mellem mennesker, at the real magic happens. Mennesker kan groft sagt alt i fællesskab. Det er grundstenene i min ideologi. Jeg tror imidlertid også på, at vi har konstrueret en masse rammer og regler for os selv, som givetvis i mange tilfælde giver tryghed. De kan – i min optik – dog også skade os.

Jeg arbejder som mange andre på en arbejdsplads, der byder på en række regler og vaner. Der er mange konstruerede sandheder, som er skabt ud fra nogle forskellige behov. De kan dog også give udfordringer i forhold til, hvordan samarbejdsrelationer fungerer, og hvordan man skaber energi og resultater sammen.

Jeg er optaget af, hvordan mennesker arbejder sammen på sunde måder. Jeg har tidligere haft fokus på teoretikere, der fortæller om konsekvenserne ved, at den engagerede, selvledende medarbejder investerer sig selv på sin arbejdsplads. Og mm hvordan mennesker kan føle en fundamental afvisning, hvis ikke de kan efterleve arbejdspladsens krav, fordi de har engageret sig på måder, der minder om en kærlighedsmæssig tilknytning.

Jeg har ikke ignoreret denne viden. Men jeg tror stadig på, at mennesker har brug for at indgå i sociale relationer af betydning i deres hverdag. Her er familien og venner absolut første prioritet. Vi må dog også erkende, at vi bruger meget af vores tid på vores arbejde. Skal vi ikke indgå i dybe relationer her, fordi det kan have konsekvenser? Kan det mon have konsekvenser, hvis ikke vi har det?

Jeg har ikke det endegyldige svar. Mennesket kan tilpasse sig den arbejdsmæssige kontekst, de indgår sig i og trække alt kærlig connection ud af ligningen, så det bliver ren transaktion. Vi er dog nået langt siden Taylorismen herskede, hvor arbejdsforholdet i høj grad var præget af denne tænkning.

Megen teori kredser nu om, at tillid og mening er vigtigt på en arbejdsplads. Det tror jeg på. How ever – hvis vi er enige i dette, men også accepterer arbejdsmæssige kontekster, der er præget af magt og hierarki, ja så opstår der noget, vi skal være opmærksomme på. Jeg kan se udfordringer ved at have en både og løsning. Tillid i en magtfyldt relation. Kærlighed i en kontekst styret af bundlinje osv. Det kræver, at vi skal være opmærksomme på, hvornår hvilke præmisser er gældende. Når vi laver rum for dybere relationsdannelse, skal det fx ske med en tydelig markering af, hvordan rollerne i hierarkiet underliggende stadig vil være gældende.

Det er også en mulighed, at vi påbegynder en rekonstruktion af arbejdsmarkedet, hvor vi gør op de konstruerede sandheder, der trækker os væk fra det, som vi er skabt til – nemlig at være i ægte relationer. Det vil blive hårdt arbejde men også frigive energi og skabende kræfter i mere frie fællesskaber.

Hvordan denne rekonstruktion skal gribes an, må vi stå sammen om at gennemtænke. Jeg har lysten til at kaste mig ind i kampen. Hvad med jer?

Om at være modig. Og ikke altid at turde at være det.

En fællesnævner for de mennesker, der inspirerer mig allermest, er, at de er modige. De tør gå efter det, de drømmer om. Det er også, når jeg er modig, jeg er bedst. Når jeg kompromisløst går efter det fantastiske billede, jeg ser ude i fremtiden. Ligeledes er det min erfaring, at man er nødt til at være modig, hvis man vil skabe fantastiske ting  i fællesskab med andre mennesker. Så jeg arbejder med mit mod og støtter andre i det samme.

Hvad skal der til for at være modig? For mig handler det om, at jeg – efter nogle års arbejde med mig selv – i det store hele står ved mig selv. Står ved alt fra det kloge, fantastiske og skøre til det sære, grimme, temperamentsfulde og utålmodige. Ja selv de store fødder accepterer jeg efterhånden. Nogenlunde…

Jeg tror, det er afgørende for at være modig, at man hviler i sig selv. Og at man træner sig selv i at slippe tøjlerne, hvis det ikke er det, man er bedst til. Jeg har sluppet tøjlerne. Og jeg elsker det. Men jeg startede i det små ved fx at forberede mig mindre, så jeg ikke altid havde svar på rede hånd. Og på magisk vis kom jeg faktisk aldrig på glat is. Jeg lærte, at jeg roligt kan stole på, at jeg har rigeligt i bagagen til at klare mig. Siden har jeg bygget oven på dag for dag. Nu kaster jeg mig hjertens gerne ud i opgaver, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal få løst. Men det lykkes. Nogle gange på meget finurlige måder, men det er også okay.

Jeg bruger desuden mit mod til at være rolig i de situationer, hvor andre undrer sig over min måde at gå til tingene på. I starten af en opgave er jeg ganske visionær og ikke særlig konkret, hvilket andre kan reagere på. Det, jeg har lært – og nu er ganske stolt af – er, at jeg i de faser kommer steder hen, som jeg selv og andre ikke havde forudset. Og at jeg får altid samlet trådene og gjort de store tanker konkrete. Så dem, der ikke lige kan se det store billede omkring mig i starten, vinder jeg over over tid. Og hvis det modsatte skulle være tilfældet, er det også helt ok. Jeg tror på, at man tiltrækker de personer og den energi, som skal tiltrækkes.

At være modig handler for mig også om at turde at gå de steder hen, hvor man mærker energi. Jeg er i den sammenhæng så privilegeret, at jeg tydeligt kan se mulige fremtider fyldt af energi for mig. Til gengæld også så forbandet at jeg ikke er den skarpeste til at strukturere det knokelarbejde, der er på vejen henimod den revolutionerende fremtid. Som når jeg er ude at løbe, hvor jeg tonser afsted på vejen ud med kæmpe optimisme men tænker ooooork, når jeg vender om og kommer til at tænke på alle de bakker, der er på vejen hjem.

Vigtigt er det her, at jeg er opmærksom på mine udfordringer, så jeg kan øve mig eller sørge for, at opgaverne bliver løst på anden vis. Det er virkeligt centralt, for så tør jeg kaste mig ud i store opgaver, der kræver mod.

Nu lyder det måske som om, jeg altid er modig, og som om jeg ved alt om mig selv. Det er vist ikke den pure sandhed. Jeg bliver stadig bange engang imellem, og det er nok den side af mig selv, som jeg har sværest ved at deale med. Jeg ryger også på røven – begår fejl, skuffer folk, slider mig selv for meget. I disse situationer gør jeg mit bedste for at lære af det ved laaangtsomt at reflektere over situationen og ikke løbe fra den.

Vi kan alle noget særligt, og der er selvfølgelig også noget, vi ikke kan. Jeg tror på, at det afgørende at hvile i begge dele, så man på modig vis kan bidrage til det, man er bedst til.